Råd & støtte:
Optometriststuderende - praktik
Som professionsbachelorstuderende i optometri, skal du i praktik to gange under uddannelsen.
Praktikken foregår som hovedregel i optikbutikker, og du får løn fra virksomhederne i praktiktiden.
Før du påbegynder praktikdelen, skal skolen og praktikstedet indgå en aftale om, hvad du skal lære i praktiktiden. Det er skolen, der har ansvaret for at følge op på at den undervisning, du får i praktikken, lever op til den indgåede aftale.
Der skal også indgås en ansættelseskontrakt mellem dig og virksomheden, der beskriver hvilke løn- og ansættelsesvilkår, der er aftalt under din ansættelse i praktikvirksomheden.
De fleste optikkæder har deres egne standardkontrakter, men du kan også benytte den kontrakt, som Urmagerne og Optikerne har udarbejdet.
Du er altid velkommen til indsende din kontrakt til os, så vi kan rådgive dig om kontraktens indhold, før du underskriver den.
Det er vigtigt at der i kontrakten henvises til optikeroverenskomsten, så du under din praktiktid er omfattet af de arbejdstidsregler mv. som overenskomsten foreskriver.
Du kan læse mere om overenskomsterne her.
Her får du feriereglerne:
Studerende, der er i første praktik.
Du følger feriereglerne i den nye ferielov. Det vil sige, at ved praktikperiodens start optjener du 2,08 feriedag pr. måneds ansættelse, som umiddelbart kan afholdes. Ønsker du for eksempel at holde ferie i december måned, har du optjent 3 x 2,08 feriedage = 6,24 feriedage, som du kan bruge. Er du og virksomheden enige om det, kan I aftale, at ferie kan afholdes på forskud.
Ikke afholdte feriedage afregnes til Feriekonto (eller på Feriekort) ved fratrædelse.
Studerende, der er i anden praktik.
Du følger feriereglerne i den nye ferielov. Det vil sige, at ved praktikperiodens start optjener du 2,08 feriedag pr. måneds ansættelse, som umiddelbart kan afholdes.
Ønsker du for eksempel at holde 3 uges sommerferie (15 feriedage) i juli, har du ved udgangen af juni måned optjent 7 x 2,08 feriedage = 14,56 feriedage, som du kan bruge. Er du og virksomheden enige om det, kan I aftale, at ferie kan holdes på forskud.
Husk, at du også har ret til 5 feriefridage, når du har været ansat i 9 måneder.
Er du i virksomheden i hele praktikperioden (fra 1. december til 30. november), optjener du i alt 25 feriedage.
Ikke afholdt ferie afregnes til FerieKonto (eller på Feriekort) ved fratrædelsen.