20. feb. 2023

OK 2023 – strejkevarsel sætter forhåbentlig gang i forhandlingerne

Ligesom på langt de fleste andre overenskomstområder er der fortsat ikke indgået nogen aftale om ny overenskomst for optikere og urmagere. Men for at sætte gang i forhandlingerne har Serviceforbundet – Urmagerne og Optikerne sendt strejkevarsel til arbejdsgiverne.

Billede til nyheden OK 2023 – strejkevarsel sætter forhåbentlig gang i forhandlingerne
Overenskomstforhandling er ofte en langvarig proces.

Der er endnu ikke for alvor kommet gang i overenskomstforhandlingerne for urmagere og optikere, da vi har afventet, at de store overenskomstområder kom på plads først. 

I weekenden blev det første forlig indgået på industriområdet, og derfor forventer vi, at der for alvor kommer gang i vores forhandlinger for optikere og urmagere.

Vi har dog holdt de første par møder med Dansk Erhverv om optikeroverenskomsterne, hvor vi har udvekslet krav med hinanden.

Der er også aftalt møde med Urmagernes Arbejdsgiverforening fredag den 24. februar, hvor vi udveksler krav.

Men for at sætte pres på arbejdsgiverne og gang i forhandlingerne har man på langt de fleste FH-områder nu udsendt strejkevarsel på de overenskomster, som udløber 1. marts.

Det gælder også urmagernes og optikernes overenskomster.

Er der ikke indgået aftale om ny overenskomst 1. marts, kan en konflikt blive aktuel, hvis ikke Forligsmanden vælger at udsætte konflikten.

Forligsmanden har mulighed for at udsætte en varslet konflikt optil 2 gange 14 dage, hvis forligsmanden skønner, der er mulighed for at opnå et forlig eller en mæglingsskitse.

Du kan holde dig opdateret om det videre forløb, ligesom vi naturligvis vil holde dig løbende orienteret, om hvad der sker.

Relaterede nyheder