20. jan. 2023

OK 2023 – din nye overenskomst forhandles nu

Serviceforbundet – Urmagerne og Optikerne er så småt startet op med overenskomstforhandlingerne for de privatansatte optikere, chefoptikere og urmagere. Vi har haft det første møde med optikernes arbejdsgivere.

Billede til nyheden OK 2023 – din nye overenskomst forhandles nu
Forhandlingerne om den nye overenskomst er i gang. Foto: Shutterstock

Fredag den 6. januar 2023 mødtes Serviceforbundet – Urmagerne og Optikerne med Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Synoptik. Det første møde blev brugt på at drøfte de krav, som parterne hver især vil stille, så parterne også kender baggrunden for hinandens krav.

Der er nedsat en arbejdsgruppe, som arbejder med at kigge på, om det er muligt at finde en model for optikernes arbejdstider, som både kan tage hensyn til de medarbejdere, der har udfordringer med at få arbejds- og familielivet til at hænge sammen, men samtidig også tager hensyn til de andre grupper som for eksempel seniorerne.

Næste møde i det store forhandlingsudvalg er aftalt til sidst i februar, men de videre forhandlinger afventer også, at forhandlingerne på det toneangivende industriområde, falder på plads.

Vi har endnu ikke haft møde med Urmagernes arbejdsgiverforening om forhandling af urmageroverenskomsten.

De to chefoptikeroverenskomster indgået med henholdsvis F.A. Thiele A/S og Profil Optik Butikker A/S udløber først 1. april 2023, og her forventes forhandlingerne at starte op i marts måned.

Relaterede nyheder