På denne side vil du kunne holde dig orienteret om udviklingen i overenskomstfornyelserne. Skulle du have lyst til at vide mere om overenskomstforhandlinger, har FH en udmærket temaside om det.
24. marts 2023: Optikernes og urmagernes overenskomstforlig sendes til urafstemning mandag den 27. marts.
Forligsmanden har nu fremlagt den mæglingsskitse, som vi har ventet på, for at de indgåede forlig om nye overenskomster for optikere og urmagere, kan sendes til urafstemning.
Afstemningen foregår digitalt, og de medlemmer der skal stemme om overenskomsterne modtager en mail med link til afstemningen. Har vi ikke din mail, får du brev herom.
Afstemningen påbegyndes mandag den 27. marts kl. 12.00 og afsluttes tirsdag den 11. april kl. 15.00.
Arbejder du under en af overenskomsterne og har du ikke modtaget mail eller brev om afstemningen, skal du kontakte os, da vi så formentlig ikke har de korrekte oplysninger om, hvor du arbejder.
Vil du høre mere om de indgåede overenskomstforlig, afholder vi to Teams møder for vores medlemmer herom.
Link til tilmelding er sendt ud til fagforeningens aktive medlemmer, via et nyhedsbrev fredag 24. marts om aftenen. Vær opmærksom på, at deltagelse i møderne kræver at du tilmelder dig via det link du har modtaget med nyhedsbrevet.
Onsdag den 29. marts 2023 kl. 20.00 til ca. 21.30: Teams møde om de nye forlig for optikere, optometrister og optometriststuderende, der arbejder hos medlemmer af Dansk Erhverv og Synoptik.
Torsdag den 30. marts 2023 kl. 20.00 til ca. 21.30: Teams møde om forlig om ny overenskomst for urmagere.
18. marts 2023: Forligsmanden agter at indlede centrale forhandlinger.
Forligsmanden udsendte fredag 17. marts en pressemeddelelse om at han agter at indlede centrale forhandlinger med FH og DA. Du finder hans pressemeddelelse her.
16. marts 2023: Der er indgået forlig med Synoptik A/S.
Torsdag formiddag den 16. marts indgik Serviceforbundet - Urmagerne og Optikerne forlig med Synoptik A/S om fornyelse af overenskomsten. Lige som med Landsoverenskomsten indgået med Dansk Erhverv er det en 2-årig aftale og der er givet de samme stigninger i løn, pension, forskudttid og Fritvalgs Lønkonto som i overenskomsten med Dansk Erhverv. Du kan læse nyheden her.
14. marts 2023: Forligsmanden har udsat de varslede arbejdsstandsninger.
Forligsmanden meddelte i går, at de varslede arbejdsstandsninger er udsat i yderlig 2 uger fra den 15. marts 2023. Arbejdsstandsningerne kan herefter tidligst iværksættes på femtedagen efter udløbet af de 2 uger eller på femtedagen efter, at forligsmanden inden for de 2 uger måtte erklære, at forhandlingerne er afsluttet uden resultat. Du kan se hele Forligsmandens pressemeddelelse her.
10. marts 2023: Så er der også indgået forlig med Urmagernes Arbejdsgiverforening.
Torsdag 9. marts lykkedes det at få forhandlet en aftale med Urmagernes Arbejdsgiverforening på plads. Lige som på de andre områder er det en 2-årig aftale og lønstigningerne følger det, der ellers er givet. Du kan læse nyheden om overenskomstforliget her.
6. marts 2023: Der er indgået forlig med Dansk Erhverv om Optikeroverenskomsten
Tidligt mandag 6. marts indgik Urmagerne og Optikerne forlig med Dansk Erhverv om en fornyelse af overenskomsten for Optikere og Optometrister. Overenskomsten er 2-årig og følger i det store hele det, der er givet på de toneangivende områder. Du kan læse nyheden om overenskomstindgåelsen her.
28. februar 2023: Status på optikernes og urmagernes overenskomstforhandlinger.
Varslet konflikt udsat
Lige som på langt de fleste andre overenskomstområder, er der fortsat ikke indgået nogen aftale om ny overenskomst for optikere og urmagere. Men for at sætte gang i forhandlingerne, har Serviceforbundet – Urmagerne og Optikerne sendt strejkevarsel til arbejdsgiverne.
Forligsmanden har mandag den 27. februar udsat alle varslede konflikt med 14 dage fra 1. marts 2023. Det betyder at en konflikt tidligst kan træde i kraft 20. marts (14 dages udsættelse + 5 dage) eller hvis Forligsmanden forinden erklærer at forhandlingerne er afsluttet uden resultat. Sker det, vil en konflikt være en realitet på 5. dagen efter Forligsmandens erklæring herom.
Søndag den 19. februar 2023 indgik CO-Industri og DI ny overenskomst for ca. 230.000 ansatte på Industriens område. Resultatet på industriområdet lægger traditionelt rammerne for de øvrige overenskomstområder – herunder også for urmagerne, optikerne og chefoptikerne.
For Serviceforbundet - Urmagerne og Optikerne er status på forhandlingerne følgende:
Optikerne
Her har vi mødtes et par gange med Dansk Erhverv Arbejdsgiver og Synoptik A/S, hvor vi bl.a. har udvekslet og gennemgået hinandens krav, samt drøftet mulighed for ændrede arbejdstidsregler.
Næste møde er aftalt til søndag den 5. marts 2023.
Urmagerne
Fredag den 24. februar 2023 havde vi første møde med Urmagernes Arbejdsgiverforening.
Her udvekslede og gennemgik vi hinandens krav.
Næste møde er aftalt til torsdag den 9. marts 2023.
Chefoptikerne
Chefoptikeroverenskomsterne udløber først 1. april. Her har vi endnu ikke aftalt møder.