Sygdom

Som optiker/optometrist og urmager får du fuld sædvanlig løn under sygdom.

Du skal naturligvis give din arbejdsgiver besked om, at du er syg, i henhold til de retningslinjer, der findes på din arbejdsplads.

Urmagerne og Optikerne anbefaler, at du løbende holder din arbejdsgiver orienteret om din sygdom. Ved sygdom, der varer mere end én dag, er du ikke forpligtiget til at sygemelde dig hver dag, når du har orienteret om, at du er syg.

Ligesom du skal sygemelde dig, skal du også give din arbejdsgiver besked om, hvornår du igen er rask, så hurtigt som muligt.

Du er ikke forpligtiget til at fortælle din arbejdsgiver, hvad du fejler, medmindre din sygemelding skyldes graviditet. Din arbejdsgiver kan anmode om en attest fra din læge på, at du er syg. Det er arbejdsgiveren, der skal betale for attesten.

Ved længere tids sygdom kan din arbejdsgiver ansøge Udbetaling Danmark om sygedagpengerefusion.

Op til fire uger

Senest efter fire ugers sygdom skal din arbejdsgiver indkalde dig til en sygesamtale. Formålet med sygesamtalen er, at I i fællesskab skal finde ud af, om I kan finde løsninger, der kan forkorte din sygdomsperiode. Måske en start på nedsat tid eller arbejdsopgaver tilpasset dine behov.

Mulighedserklæring

Ved samtalen kan du og din arbejdsgiver udfylde en såkaldt ”mulighedserklæring”, som er en lægeerklæring, som udfyldes af dig og din arbejdsgiver i fællesskab for at skabe klarhed over, hvilke arbejdsopgaver du evt. kan løse på trods af din sygdom. Din læge udfylder med sin lægefaglige vurdering på side 2. Du har pligt til at medvirke ved en mulighedserklæring.

Forventet sygdom på mere end otte uger

Hvis dit sygdomsforløb forventes at vare mere end otte uger, skal du indgå i et opfølgningsforløb hos kommunen. Din arbejdsgiver skal give besked om dit sygefravær til kommunen, inden der er gået fem uger fra din første sygedag.

Kommunen sender et såkaldt oplysningsskema til dig i din e-boks, som du skal udfylde. Derefter vil kommunen bede dig om en lægeerklæring. I lægeerklæringen skal din læge vurdere din sygdom og situation og sygdommens forventede varighed.

Senest efter otte uger: Første samtale i kommunen

Hvis du er syg i længere tid, bliver du indkaldt til den første opfølgningssamtale med kommunen: Samtalen handler om, hvilken hjælp du skal have for at komme tilbage i arbejde.

Kommunen tager som udgangspunkt også kontakt til din arbejdsgiver. Kommunen skal under hele sygeforløbet følge op på din sygemelding.

Læs mere:

Find information på borger.dk om sygedagpenge, hvis du er lønmodtager

Har du problemer eller spørgsmål til dine rettigheder som sygemeldt, så ring til os. 


Vigtige nyheder

Mangler du din kontaktlinse-autorisation?

I forbindelse med at Styrelsen for Patientsikkerhed går tilsyn hos optikerne, er der dukket flere optikere op, som ikke har en...

Læs mere her