Klik her for at se sidemenu
Ring til os: 35 47 34 00
Danskerne skal tjekke synet 12. oktober.
21. sep 2017

Danskerne skal mere til optikeren

”Tjek dit syn – og se godt hele livet” er budskabet i kampagne fra Øjenforeningen og Optikerforeningen. Den skal få flere danskere til at få synet tjekket. To tredjedele får ikke tjekket synet minimum hvert halve år.

Efter 12. oktober skal man ikke være overrasket over, at der er lidt længere kø til synsprøve i optikerbutikken end normalt. Øjenforeningen og Optikerforeningen bruger nemlig Verdens Synsdag 12. oktober til at sætte fokus på synet. Kampagnen skal få danskerne til selv at tjekke deres syn – og dernæst få synet undersøgt hos en professionel behandler for at forebygge synsproblemer og sygdomme i øjet.

To tredjedele af danskerne svarer i en ny undersøgelse, gennemført af analyseinstituttet Yougov på vegne af Øjenforeningen og Optikerforeningen, at de ikke selv tjekker deres syn minimum hvert halve år, som ifølge optikere er det optimale.

Selvtjek kan man lave ved at holde en hånd for det ene øje, når man fx læser avis eller ser TV.

Derfor råder de to foreninger til at få tjekket øjnene hos en optiker eller øjenlæge, hvis man oplever synsforandringer eller er i tvivl, om der er noget galt.

DANSKERNES SYN I TAL

Mere end 70 procent af alle danskere oplever på et eller tidspunkt i livet at få synsproblemer. De fleste af dem kan heldigvis afhjælpes med briller eller kontaktlinser, hvis de opdages i tide. Men i nogle tilfælde kan de udvikle sig til grå- eller grøn stær, AMD og i værste fald blindhed.

53% bruger briller

13% bruger kontaktlinser

25% har læsebriller

34% har selv tjekket deres syn inden for det seneste halve år.

66% har ikke undersøgt deres syn det seneste halve år.

42% har fået tjekket syn hos optiker eller øjenlæge inden for det seneste år.

31 % har ikke været til optiker eller øjenlæge de seneste 1-3 år.

18% er det mere end 3 år besøg hos optiker eller øjenlæge.

Kilde: YouGov for Øjenforeningen og Optikerforeningen. Der er i alt gennemført 1000 interviews med danskere i alderen 18-74 år, i perioden 18.-21. august 2017.


Kampagnen sætter fokus på flg. symptomer:

VEDVARENDE HOVEDPINE kan være tegn på, at du anstrenger dine øje for at kunne se skarpt og måske har brug for briller eller kontaktlinser. 

RØDE ØJNE kan opstå, hvis du overanstrenger dem, har en infektion eller en lille blodsprængning, men det kan også være tegn på alvorlig øjensygdom, så det er vigtigt at søge hjælp hos en øjenlæge eller optiker, hvis du er det mindste i tvivl.   

DOBBELTSYN der ikke forsvinder, når du lukker det ene øje, kan være tegn på begyndende grå stær. Du vil formentlig også opleve, at synet føles sløret, og at lygterne fra modkørende biler mere generende, end du er vant til. Grå stær kan heldigvis opereres, så synet bliver normalt igen.  

AKUT SYNSTAB på det ene øje f.eks. når du vågner om morgenen eller har fået et slag i øjet og ikke kan se noget kan være tegn på en alvorlig øjensygdom og bør altid undersøges af en læge. 

BRUG FOR MERE LÆSELYS om aftenen eller en oplevelse af, at du har behov for at rykke f.eks. din avis eller iPad længere og længere væk fra ansigtet for at se skarpt, kan være det første tegn på aldersbetinget langsynethed. Det kan også være, at du føler, at du har anstrengt dig meget, når du har skrevet eller læst i længere tid. 

SER LYN ved højlys dag ledsaget af bevægelige uklarheder, der kommer pludseligt kan være tegn på begyndende nethindeløsning.  

GENSTANDE BLIVER USKARPE når du f.eks. fokuserer på en bestemt ting i et rum eller på en side i en bog og kan være et tegn på, at du har brug for (nye) briller. 

LIGE LINJER som flagstænger og nedløbsrør virker bugtede og kan være de første symptomer på alderspletter på nethinden (AMD) og kræver, at du får dit syn tjekket.


Sådan tjekker du dit syn - Opdag selv de farlige forandringer i tide

Du kan let selv undersøge dine øjne og på den måde blive opmærksom på synsændringer. Gør det til en vane jævnligt f.eks. når du ser TV eller læser avisen at holde hånden for det ene øje og mærke efter, om synet er som sidst, du tjekkede. Gentag øvelsen med hånden foran det andet øje. Derved undgår du, at hjernen spiller dig et puds, og får dig til at tro, at du ser bedre, end du i virkeligheden gør. Oplever du ændringer i synet, bør du få tjekket, om du eventuelt skal have briller eller kontaktlinser hos en optiker eller søge øjenlæge. 


Vigtige nyheder

Nyt på hjemmesiden: Tips og inspiration om arbejdsmiljø

Nu finder du information, inspiration og links til gode redskaber om godt arbejdsmiljø på hjemmesiden - om både rammer, fysisk og psykisk...

Læs mere her