Klik her for at se sidemenu
16. jan 2018

Husk at bidrage til lønstatistikken

Nåede du ikke at besvare din lønstatistik, da den ramte din mailboks, får du en ny chance i næste uge. Oplysninger fra så mange som muligt giver den bedste statistik.

Den 10. januar skulle du gerne have modtaget en mail med et link til et spørgeskema omkring dine lønforhold. Har du ikke modtaget mailen, kan det være, fordi vi enten ikke har din mail-adresse, eller vi har en forkert mail-adresse på dig.

Fik du ikke svaret, sender vi en lille reminder ud i næste uge (uge 4/2018), så du stadig kan nå at deltage.

For at give dig et godt værktøj til at forhandle personligt tillæg med din arbejdsgiver, udarbejder Urmagerne og Optikerne en gang om året en lønstatistik, hvor du kan se lønniveauet i de to fag.

Og det kan vi ikke gøre uden hjælp fra medlemmerne.

Så mange oplysninger som muligt forbedrer lønstatistikken


For at kunne udarbejde en så pålidelig lønstatistik som muligt, er det vigtigt, at vi får så mange lønoplysninger som muligt. Det er derfor vigtigt, at også du besvarer lønstatistikken, og at du dermed er med til at give dig selv, dine kolleger og Urmagerne og Optikerne så godt et værktøj som muligt til at få en bedre løn.

Ud over at lønstatistikken bruges til forhandling af personlige tillæg, bruger Urmagerne og Optikerne lønstatistikken til at se, hvordan overenskomsterne fungerer i hverdagen.

Urmagerne og Optikerne oplever dagligt, at mange medlemmer efterlyser de aktuelle og faktiske lønninger for at kunne vurdere, hvad de skal forlange i løn ved jobskifte og lønforhandlinger.

Lønstatistikken bliver offentliggjort i TID & SYN og her på hjemmesiden, så snart vi har fået bearbejdet de indsendte lønoplysninger.

Sæt dig derfor til tasterne og indsend dine lønoplysninger. For at vi kan være sikre på, at det er vores medlemmer, der svarer på statistikken, skal du bruge linket fra den mail, du har modtaget.

Læs mere:
Se siderne om lønstatistik